Silkeborg 1846-1996
HISTORIE - NATUR - KULTUR
Du er her: Forsiden Kirke og folk Linaa's vestlige hjørne

KIRKE OG FOLK

Af provst CHRISTEN DAMGAARD NIELSEN



  Granitskulptur af billedhuggeren Erik Heide
  Ved indgangen til Alderlyst Kirke står denne 4 m høje granitskulptur af billedhuggeren Erik Heide. Porten har han kaldt den. Ole Wivel skriver i 1994, "at den er grum". Den markerer, at "den døde forlod de levende. De levende forlader den døde". Men den kunne også kaldes Livets Port, for korset på plænen bag porten giver os mulighed for at forstå den som håbets port og som herlighedens port.

Tiden 1846-1900

DE GUDELIGE
FORSAMLINGER - 1

LINAA'S VESTLIGE HJØRNE

Silkeborg var i 1844 "det yderste, vestlige, fattige Hjørne af Linaa Sogn" med sognepræsten boende i Linå, men allerede i 1856 vendte billedet og sognepræsten fik bopæl i Silkeborg, mens Linå blev anneks-sogn.

Bevæger vi os fra Silkeborg midtby i den nuværende Silkeborg Kommune op ad bakkerne mod vest, nord og øst, så træffer vi på 11-1200-tals kirkerne i Kragelund, Sinding, Balle, Sejling, Gødvad og Linå. Vi står kirkeligt på andres skuldre og i en lang tradition, men Silkeborg var, som dens første præst skrev, "en purung By" med "en lysegrøn Befolkning, næsten lutter unge Mennesker, som havde haft nok af Æventyrmod til at nedsætte sig i denne Sand- og Skovørken". Der gik ikke mere end 10 år, før der blev indrettet kirkesal på Silkeborg Hovedgård. Det kirkelige liv udfoldede sig imidlertid i høj grad uden for kirkens rum. Det skyldtes nok både, at byens befolkning var "mindre ensartet end i nogen anden dansk Kjøbstad", men også det nybrud på det kirkelige område, der i Silkeborgs vækstperiode var i gang overalt i Danmark, og som cementerede den opfattelse, at kirken er en funktion i folket. Til toppen

BRYLLUPPET I SINDING

Fra 1800-tallets andet tiår bredte en lægmandsbevægelse - kaldet de gudelige forsamlinger - sig ud over landet. Bevægelsens folk, der var i opposition til statskirken, samledes i private hjem, hvor de i fællesskab læste Bibelen og talte til hinandens opbyggelse.

Kragelund Kirkes altertavle  
Kragelund Kirkes altertavle er af billedhuggeren Erik Heide. Den er udført i støbejern og er en nadverscene. Erik Heide har også udført alterskranken ligesom han har gjort udkast til kirkens nye gulv i 1995.

 
I Sinding - på Sinding Nedergård - boede Jeppe Johansen. Han var kommet vandrende her til egnen sammen med sine forældre formentlig fra Holsten. Da Jeppe Johansen var 15-17 år, kom han stærkt i tvivl om sit eget forhold til Gud og var angst for ikke at kunne leve op til Guds krav, men en præst hjalp ham, og mens han fortsatte sit arbejde som karl og senere bonde, arbejdede han sig selv frem til den anskuelse, at "Gud elsker Menneskene".

Da Jeppe Johansens broder, Karl, skulle giftes i slutningen af 1820'erne, inviterede han soldaterkammerater fra Fyn og deres venner med. Derved kom Peder Larsen Skræppenborg med til bryllup i Sinding og lærte af Jeppe Johansen, at "Gud elsker Menneskene". Peder Larsen Skræppenborg tilhørte de gudelige forsamlinger, de vakte. Han rejste i 4 årtier rundt og holdt vækkelsesmøder i Jylland, når han havde fået høsten i hus på sin fynske gård. Senere fik han stor indflydelse på Christen Kold. Begivenhederne ved brylluppet i Sinding understreger, at Silkeborg var en del af det, der foregik i det øvrige Danmark på den tid, og de fortæller, at der fra Silkeborg-egnen øvedes en betydelig påvirkning af folk i andre egne.

Som endnu et eksempel på det er det oplagt at nævne, at Jeppe Johansen havde den opfattelse, at trosbekendelsen, som enhver konfirmand kender, skulle være et ord fra Jesu egen mund til apostlene. Opfattelsen, som han publicerede i 1837, og som Grundtvig bakkede op, indebærer et syn på menigheden som den egentlige traditionsbærer. Dette menighedssyn er nævnt her i begyndelsen, fordi det er karakteristisk for det silkeborgensiske kirkeliv, at det er båret af folk i og uden for kirken. Når det er sagt, er det alligevel på sin plads at trække byens første præst, Jens Chr. Hostrup, frem, fordi han med sine anskuelser prægede byen flere årtier frem. Til toppen


SILKEBORGS FØRSTE PRÆST

Forfatteren og præsten Jens Chr. Hostrup flyttede til Silkeborg 1856. Her blev han, til Frederik 7. seks år senere fik ham til Hillerød som slotspræst. Forfatterskabet lagede han på hylden, men lejlighedsdigte blev dog til i Silkeborg som f.eks. præsentation af Silkeborg for Frederik 7.: "En By, som grundlagt på Papir, nu vokser fort i Sandet. På Blomster som på Kirkespir den fattigste i Landet". Sønnen Helge Hostrup vendte tilbage til egnen og grundlagde i 1892 Ry Højskole. I den anledning skrev J. Chr. Hostrup sangen: "Den trænger ud til hvert et sted".

Til toppen

JENS CHR. HOSTRUP

Silkeborgs første præst fra 1856 var ikke folkevalgt. Menighedsrådsloven, der gav menighederne ret til præstevalg, trådte først i kraft i 1912. Her i byen er hans navn knyttet til Hostrupsgade. I hans samtid var hans navn kendt grundet hans viser og skuespil. Genboerne er et af dem.

  Familiebillede
  Familiebillede af Frederik Ditlev Møller (1855-1874) og Jutta Bojsen Møller, præstepar fra Sejling. Frederik Møller kom 1855 til Sejling som ungkarl, men efter et par år sadlede han "den grå" og fik i Sønder Vilstrup præstegård Jutta Bojsens ja. Hostrup skrev bl. a.: "Hjem han vender fra sin Bejling. Solen skinner atter i Sejling".

Forventningen til ham og hans gudstjenester var derfor store. Mange mødte op til hans første gudstjeneste, "men jeg mærkede tydeligt bagefter, at adskillige, især blandt Honoratiores, følte sig skuffede", fortæller Hostrup i de stadig meget læseværdige Senere Livserindringer og han fortsætter: "Det kunde ikke være andet; man havde af en Digter ventet sig noget skønt, aandrigt, pikant i ald Fald og jeg kunde kun forkynde det gamle Evangelium om Guds Kjærlighed til Menneskene". Han skriver i øvrigt, at hans taler altid var velforberedte, og at han var af den overbevisning "at voksne Mennesker helst maa tygge deres Mad selv". Han tog sit udgangspunkt i de "fælles menneskelige Ting", så han blev lige godt "forstaaet af de ringeste Smaafolk som af de Store". Det er utvivlsomt på baggrund af hans egen oplevelse af gudstjenesterne hos Grundtvig i Vartov Kirke i København, idet Grundtvigs syn på kristendommen var så menneskeligt, "at ingen af mine gode naturlige Følelser blev krænkede derved".

Hostrup gik ikke fra hus til hus på besøg. Det følte han anmassende, men han kom, når der blev kaldt på ham, og han kom, når han følte det nødvendigt. Det gjorde han bl. a., når tidens omvandrende prædikanter fik tag i hans sognebørn.

Mest bemærkelsesværdigt er nok hans opgør med mormonerne, der var ved at få indpas i hans sogne og havde gendøbt et par mennesker i Silkeborg Langsø. Ligesom de opfordrede folk til at udvandre til den senere mormonstat Utah.

Til det kuriøse hører Hostrups fortælling om hans besøg hos et par unge piger, der levede i håbet om at komme til Utah. For at berøve Utah noget af sin dragende glans fortalte han om flerkoneriet der, men det afskrækkede dem ikke - "de indsaa jo straks, at netop dette gav den bedste Udsigt til at faa en Mand".

Hostrup var mod vanekristendom. Imod massekonfirmation og konfirmandaltergang. Han var imod den vanemæssige altergang 2 gange om året, ja nægtede ligefrem at tage distriktslæge Fibiger til alters, fordi han - fejlagtigt - mente, lægen havde udtalt sig imod kristendommen.

Det var slidsomt for Hostrup at være præst i Silkeborg med de mange køreture til Linå, så da kongen ville have ham som slotspræst i Hillerød, tog han imod stillingen og flyttede fra den præstegård på Vestergade, der stod færdig i 1858, og som nu ejes af et forsikringsselskab. Tilbage stod i 1862 kredsen omkring Hostrup. Til toppen

SILKEBORG SOM KULTURCENTRUM

Sådan betegnes byen i slutningen af 1800-tallet dels på grund af de skoler, der voksede frem, men nok så meget fordi byen var centrum for et vidtspændende folkeligt-kirkeligt arbejde af grundtvigsk tilsnit.

Da Hostrup rejste, og ministeriet udnævnte en ny præst, der ikke tilhørte den grundtvigske kreds, stod vennekredsen tilbage ledet af købmand C. S. Knap, ofte kaldet "Patriarken", brygger Rasmus Pedersen, der døbte sine børn Hostrup-Pedersen, brænderiejer I. C. Eskildsen, malermester Chr. P. Hansen, der senere blev formand i Højskoleforeningen og flere.

Rigsdagen havde i 1855 vedtaget en lov om sognebåndsløsning, således at det var tilladt at knytte sig til en anden præst end ens sognepræst. Flere løste sognebånd til Frederik Ditlev Møller, der var præst i Sejling og Sinding. I årene derefter gik søndagens kirketur for mange silkeborgensere til Sejling og Sinding med vogn eller til fods.

Højskolehjemmet på Skoletorvet  
Byens andet højskolehjem blev opført i 1899. Senere blev det højskolehotel, kostafdeling for Th. Langs kvindelige elever, og i 1979 flyttede Galerie Moderne ind i det gamle, smukke hus.

 
Væsentligt var det også, at Silkeborg udviklede sig til et folkeligt-kirkeligt centrum for hele Midtjylland. Baggrunden var de mangeartede vækkelsesbevægelser først og fremmest de gudelige vækkelser, der også her i Silkeborg - som i hele landet - omkring 1860 delte sig i Indre Mission og grundtvigianisme, men også baptisterne, mormonerne, og mange selvbestaltede vækkelsesprædikanter. Der var noget at diskutere. Derfor samledes man i 30 år fra ca. 1870 til lidt efter år 1900 fire gange om året til store, folkelige møder med deltagelse af borgere af enhver art, håndværkere, købmænd, embedsmænd, lærere, bønder og husmænd og så omegnens grundtvigske præster. Møderne blev kaldt konventer og på konventsdagene samledes man til gudstjeneste om formiddagen og foredragsmøder om eftermiddagen. Middagen derimellem blev ofte indtaget i private hjem i Silkeborg, ligesom deltagerne indimellem fordeltes til aftenspisning i byens hjem. Og det var ikke få, der kom. I konventerne deltog næsten alle grundtvigske præster mellem Århus, Horsens, Vejle, Viborg og Herning. Alle med stort følge af folk fra deres menigheder.

Om et af møderne i 1898 hedder det, at Silkeborg Kirke var fyldt til sidste plads af ca. 700 kirkegængere og til eftermiddagsforedraget i Lunden var der ifølge Silkeborg Avis ikke mindre end 1000 tilhørere. Betragteligt da byen stadig ikke havde mere end ca. 8000 indbyggere. Ofte samledes mødedeltagerne til friluftsmøder. En af Sejling-præsterne skriver "Særlig var de dejlige Sejlture til Himmelbjerget til stor Glæde. Hele Silkeborg-Flaaden med "Hjejlen" i Spidsen og alt hvad der fandtes af Pramme paa Slæbetov blev mobiliseret ... man delte med hinanden af de gode Madkurve og Sang og Taler vekslede"

Som et kuriosum kan nævnes, at da den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson skulle tale om engifte og mangegifte, hed det i annoncen "Billetter 1 Krone faas hos Digmann og Ravn samt ved Indgangen". Alligevel handledes billetterne udenfor til både 3 og 4 kroner, og ud over de 600, der kom ind, gik mange forgæves. Foredragsemnerne var bl. a. den nye litteratur, den historiske bibelforskning, den grundtvigske kreds i forhold til den ubibelske humanisme og til Indre Mission.

Silkeborg-konventerne sluttede 1906. Debatten fortsatte i Højskoleforeningen, der holdt sine møder på Højskolehjemmet i Nygade, som et udvalg med patriarken C. S. Knap som formand havde fået købt i 1884. Foreningen havde ved indvielsen 250 medlemmer og blev hurtigt Silkeborgs største forening med 800 medlemmer - stadig set på baggrund af byens 7-8000 indbyggere. I 1892 indbød Silkeborg-kredsen igen Bjørnstjerne Bjørnson til at tale, nu på Himmelbjerget. Da kredsen havde solgt 22.000 adgangstegn, slap disse op, og man opgav at holde mandtal. Kirkeligt Samfund af 1898, en i grundtvigske kredse stadig central forening, overtog senere Himmelbjerg-møderne.

Hen mod århundredskiftet var det ellers Indre Mission, der var i fremgang. Til toppen

Næste kapitel Forsamlingsfolket - Indre Mission

© Silkeborg Bibliotek og forfatterne. Publiceret på nettet april 2005. E-mail til webredaktøren